ATEX og de mange aktører

Diagram over myndighedsansvar. Grafik og tekst: Kommunikationskonsulent Susanne Dencker.

1. January 2010 | En lang række myndigheder og bemyndigede organer skal servicere og kontrolere slutbrugerne og leverandørerne af ATEX-certificeret materiel.



ATEX-direktiverne er - indrømmer vi hårdt presset - et smalt fagområde. Til gengæld er der mange myndigheder og bemyndigede organer, der har forskellig ansvarsområde i feltet. TechCare har i mange år samarbejdet tæt med alle nævnte aktører.  

Brugerdirektivet - tilsyn og administration

Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomhedernes udvidede arbejdspladsvurdering (eksplosionssikringsdokumentet.) samt de mekaniske installationer. 

Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med de elektriske installationer på virksomhederne. 

Beredskabsstyrelsen fører tilsyn med zoneklassificeringen:

Tilsyn og administration af produktdirektivet

Sikkerhedsstyrelsen er ansvarlig for markedskontrollen af ATEX-certificerede elektriske produkter. Sikkerhedsstyrelsen kan derudover godkende private virksomheder som bemyndiget organ - Notified Body - til at ATEX-certificerer elektriske produkter.

UL International Demko i Herlev er af Sikkerhedsstyrelsen godkendt til at teste og ATEX-certificerer elektriske produkter, der kræver godkendelse af tredje part, fordi de skal fungere i Zone 0 og 1 (gas) og zone 20 og 21 (støv). Producenter kan frit vælge et andet bemyndiget organ i EU, når de skal have deres produkt ATEX-certificeret. 

Arbejdstilsynet kan godkende private virksomheder som bemyndiget organ - Notified Body - til at ATEX-certificerer mekaniske produkter. Arbejdstilsynet er ansvarlig for markedskontrollen af ATEX-certificerede mekaniske produkter.

Teknologisk Institut er bemyndiget af Arbejdstilsynet til at teste og ATEX-certificere mekaniske produkter, der kræver godkendelse af tredje part, fordi de skal fungere i Zone 0 (gas) og zone 20 (støv) 

BEMÆRK: Producenter kan frit vælge et andet bemyndiget organ i EU end UL International Demko og Teknologisk Institut, når de skal have deres produkt ATEX-certificeret.

Dansk Standard udgiver, forhandler og vejleder i alle gældende standarder på området.

< Tilbage til liste