Olieindvinding på en produktionsplatform

Dan Feltet. Forrest platform C. Det er en kombineret behandlings- og indkvarteringsplatform med helikopterlandingsplads øverst. Bagerst platform F, der er en kombineret indvindings- og behandlingsplatform. Foto: Mærsk/Bent Sørensen, Medvind. Tekst: Kommunikationskonsulent Susanne Dencker.

1. January 2010 | Offshore-tema: Forklaring for dummies på hvad olieindvinding på en produktionsplatform går ud på. Det er kort sagt, hvad denne artikel går ud på.



BEMÆRK: Denne artikel er tidligere publiceret i TechCares magasin ATEX Fokus. Bladet er erstattet af denne hjemmeside.

------------------------

- Hvis du forstår det, der sker derinde, så forstår du ¾ af det, der foregår her på platformen ... Allan Bloch står ved nogle store tanke – separatorer forklarer han, at de hedder. Han er teknikumingeniør i stærkstrøm og har arbejdet tre år på Dan Feltet i konstruktionsteamet. For et år siden afmønstrede han og blev ansat onshore i Mærsk Olie og Gas’ vedligeholdelsesafdeling i Esbjerg. I dag er han guide for ATEX Fokus’ udsendte.

Produktionsbrønde i undergrunden

På Dan Feltet er der ca. 60 produktionsbrønde. Hvis man kunne se gennem undergrunden, ville man opdage, at brøndene fra platformen spreder sig ned og ud som et juletræ. Det skyldes, at kridtlagene i den danske undergrund er massive og ret uigennemtrængelige. Olien kan derfor ikke trænge frem til brønden, hvis afstanden er for stor. Derfor skal brøndenes forgreninger i undergrunden dække så stor en del af oliereservoiret som muligt.

Når overtrykket i den del af reservoiret, som brønden er placeret i, udligner sig, stopper olien med at strømme. Så injicerer man vand ned i reservoiret og genskaber derved et overtryk, der igen kan presse olien ud mod produktionsbrøndene. 

Brøndens øverste ventil – juletræets top - ender på platformens dæk, hvor der er monteret en række ventiler til overvågning af brøndens ”casing”, foringsrør, hvor produktionsrøret i midten fører blandingen af olie, gas og vand op.

Fra pløre til olie og gas

Dernæst sendes blandingen ind i separatorerne. Lige om lidt giver Allan Bloch den forklaring, der vil medføre, at også ATEX Fokus’ læsere forstår mindst ¾ af, hvad der foregår på en indvindingsplatform

- Processen i separatorerne er egentlig ret enkel og baseret på tyngdeloven. Allan sætter trumf på: - Det gravimetriske princip. Altså at det, der er tungere end olie - vand - bundfældes, og det, der er lettere end olie – gas - stiger til overfladen.

Gassen ledes nu ud foroven i separatoren, vandet ledes ud forneden, og olien ledes ud fra midten. 

Olieindvinding

Den indvundne olie sendes efter forbehandling på Dan Feltet til færdigbehandling på Gorm E og videre til land. Gassen sendes til Tyra Øst for endelig behandling, før også den sendes til land. Illustration: Jane Nygaard – Stregen.

Hvor svært kan det være?

Svært! Og kompliceret og dyrt. Og en sikkerhedsudfordring ud over det sædvanlige. Men det er en helt anden historie.

Vi slutter rundgangen på Dan Feltets dæk ved de fem store pumper, der sender olien til Gorm E, før den pumpes videre til land. Kun de fire er i drift. Det passer med, at olieproduktionen siden 2004 er faldet med 20%.

Men Allan ser alligevel glad ud. Som en bondemand, der mærker på kornet før høst.
- Prøv lige at snuse engang, siger han. Den fede og mættede duft af råolie er umiskendelig.

< Tilbage til liste