Spørgsmål og svar

Spørgsmål:

I TechCares excelark (på hjemmesiden) for beregning af egensikre kredse fremgår det, hvor man skal indtaste Lo og Co for IIA, IIB eller IIC. Men hvor skal man indtaste disse værdier, når man arbejder i (støv)gruppe IIIB og derfor skal anvende udstyrsgruppe IIIB eller IIIC?

 På forhånd tak for svar, SSS

Pers svar:

HEJ SSS

Tak for dit spørgsmål. Skønt med et detaljeret støvspørgsmål. For det kan ikke gentages for tit, at støvområder - som gasområder – kan være potentielt stærkt eksplosive og dermed farlige for mennesker og materiel.

Grundlæggende om gasgrupperne

Mit svar starter med lidt grundlæggende regler fra gasområdet. Gasgrupperne IIA, IIB & IIC afgrænser, hvilken energi der skal til, for at en eventuel gnist kan antænde en gas/væske i gruppen. Gasgruppe IIA skal bruge mest energi (og er derved mindst eksplosiv) og gasgruppe IIC kræver mindst (og er så mest eksplosiv).

En sikker og restriktiv tilgang til kravene er således, at lever man i hele produktionen op til kravene i gasgruppe IIC, så overholder man også kravene til de to andre gasgrupper.

De tre gasgrupper stiller væsentlige krav til de produkter, man bruger i området. Fx at de skal være konstrueret med barrierer, der sikrer, at den energi produkterne udlader i brug, er mindre end den energi, der skal til at antænde gassen/væsken jf. gasgruppen, produktet skal bruges i. I DS/EN60079-11:20012 fremgår det, hvilke niveauer, der er tale om – og i hvilken arbejdssituation. For en IIB-gas/væske ligger niveauet typisk på 60 – 200μJ.

Grundlæggende som støvgrupperne

Brændbart støv er også inddelt i tre grupper. Men væsensforskellen fra gasgrupperne er, at inddelingen ikke direkte refererer til hvilken energi, der skal bruges til at antænde støvet, men til den form støvet optræder i.

Støvgruppe IIIA betyder således, at der forekommer brandbart flyvende støv.

IIIB angiver at støvet er ikke-ledende (brændbart støv med elektrisk modstand større end 10Ωm).

Og IIIC kategoriserer, at støvet er ledende støv (brændbart støv med elektrisk modstand lig med eller mindre end 103 Ωm). Som for gasgrupperne er det også på støvområdet sådan, at efterlever man i en produktion IIIC-kravene, så efterlever man implicit også op til kravene i de to andre.

Udstyr, støvgrupper og gasgrupper

Hvis man skanner diverse produktcertifikater, så beskriver mange testhuse, at har man i en produktion forekomster af ledende støv (IIIC) – altså den mest eksplosive støvgruppe – skal udstyret være svarende til det, der kan bruges i gasgruppe IIB (og dermed implicit også gasgruppe IIA). Testhusene refererer til DS/EN60079-11:2012.

Livrem og seler – heldigvis

Producenterne går – heldigvis synes jeg – oftest nok med livrem og seler i deres mærkning. Udleder et udstyr i brug ikke energi nok til at antænde en IIB-gasgruppe gas, så er der absolut og helt sikker heller ikke energi nok til at antænde støv i nogen som helst form.

Præciseret regneark

På din foranledning har jeg præciseret TechCares regneark for beregning af egensikre kredse – såvel den danske som den engelske - så indtastningsfeltet, der refererer til gasgruppe IIB, nu også inkluderer støvgruppe IIIC.

Link til de opdaterede regneark her.

Jeg håber, det gav svar på dit spørgsmål, eller siger du bare til.

Bedste hilsner

Per

VIDEO

Herunder kan du se en video fra TV-kanalen ZULU, hvor vovehalsene Lasse Spang-Olsen og Jan Elhøj viser, hvor eksplosivt et materiale støv er. 

< Tilbage til liste