Spørgsmål og svar

Spørgsmål:

Hvad betyder Notified Body, og hvordan fungerer ATEX-certificeringssystemet i praksis?

Hilsen PV

Pers svar:

Kære PV

Notified Body betyder på dansk 'bemyndiget organ'.

Elektriske produkter
I Danmark er Sikkerhedsstyrelsen den øverste myndighed for ATEX-certificerede elektriske produkter - herunder også den løbende markedskontrol af disse. Sikkerhedsstyrelsen har bemyndigelse til at godkende private virksomheder som bemyndiget organ - Notified Body - til at ATEX-certificerer elektriske produkter.

I Danmark har vi således et 'Notified Body' til elektriske produkter. Det er virksomheden UL International Demko i Herlev. Her har man bemyndigelse til at teste og ATEX-certificerer elektriske produkter, der kræver godkendelse af tredje part, fordi de skal fungere i Zone 0 og 1 (gas) og zone 20 og 21 (støv). 

Mekaniske produkter
Arbejdstilsynet er den øverste myndighed for ATEX-certificerede mekaniske produkter - herunder også markedskontrollen. Som Sikkerhedsstyrelsen kan Arbejdstilsynet godkende private virksomheder som bemyndiget organ - Notified Body - til at ATEX-certificerer mekaniske produkter.

Teknologisk Institut er således bemyndiget til at teste og ATEX-certificere mekaniske produkter, der kræver godkendelse af tredje part, fordi de skal fungere i Zone 0 (gas) og zone 20 (støv).

Ansvar
Selv om et produkt er ATEX-certificeret hos et bemyndiget organ som fx enten UL International Demko eller Teknologisk institut, så er det produktproducenten, leverandøren og/eller distributøren, der har ansvaret for, at Ex-mærkningen jf. ATEX-certificering er i overensstemmelse med alle lovkrav i Produktdirektivet. 

MEN - det er slutbrugervirksomheden, altså produktkunden, der har ansvar for i detaljer at definere kravene til produktet, når de bestiller det hos leverandøren. Dette er kun muligt, hvis virksomheden, som den er forpligtet til, har foretaget en korrekt zoneklassificering i ATEX-APV'en for det arbejdsområde, hvor produktet skal virke.

Det er således IKKE fyldestgørende, når virksomheder nøjes med at notere, at et givent produkt skal være ATEX-certificeret. Leverandøren skal have præcise informationer om materielkategori, eksplosiv støv- eller gasatmosfære, eventuel gasgruppe, zoneklassifikation, temperaturklasse mm. 

Krav om at bruge danske bemyndigede organer?
Nej. Det står enhver producent og/eller leverandør frit for selv at vælge, om man ønsker at bruge et dansk bemyndiget organ til at ATEX-certificere ens produkter, eller om man ønsker at bruge en af de mange udenlandske Notified Bodies inden for området.

Håber det var svar nok.

Hilsen Per 

< Tilbage til liste