Bedstevenner og samarbejdspartnere

Gode legekammerater kan godt tåle, at der i processen mod de gode løsninger ryger en vildfaren finke af panden. Illustration: Jane Nygaard fra STREGEN.

Vores partnere er gode folk, som vi kender - og som kender os. Vi kan li' at lege sammen. Vi kan li' at samarbejde. Det kan vi, fordi vi anerkender hinandens kompetencer, og fordi vi respekterer hinanden som mennesker.



Vi hiver vores partnere med i produktionsrummet i TechCare, når vores egen tid, viden eller kompetencer ikke rækker. Vi (mis)bruger dem også, når vi mangler et nyt perspektiv på løsningen af en opgave.

Vores bedstevenner følger her:

 

Stregen Logo

Illustrator Jane Nygaard fra STREGEN i Odense er en af TechCares ældste bedstevenner. Sammen med Jane har vi udgivet en lille håndfuld børnebøger og fagbøger, produceret kommunikationsprodukter og udviklet kampagner.

Jane har en fast, glad, rund, humoristisk, sikker og håndtegnet streg. Det er den, du møder på denne hjemmeside. Stregen er unik, så ingen er i tvivl om, hvorvidt en tegning er fra Janes hånd. Ikke fordi at illustrationerne fra Jane åbenlyst er fra samme surdej; Jane mestrer nemlig mange forskellige teknikker og genrer. Men enhver tegning fra STREGEN rør og rammer på den gode og særegne Jane-måde. 

 

 Trinity Logo

Trinity Hotel & Konference Center er det sted, hvor TechCare helst holder vores kurser og konferencer. Sådan har det været i mange år.

Hvorfor?

Stedet har en del fysiske fortrin; det ligger centralt der i Trekantsområdet med en fantastisk udsigt over Lillebælt, det er nemt at komme til fra såvel Vest- som Østdanmark og så har Trinity 36 moderne mødelokaler i alle størrelser ... og 153 værelser. Og et køkken der bespiser gæster med velsmagende og sundt mad tilberedt af gode råvarer og serveret indbydende og fristende.

Men det, der får os til at kalde Trinity for en bedsteven, er de mindre håndfaste fortrin. Stemningen på centeret er bestrøget med lys, venlighed, hjælpsomhed, ordentlighed, uhøjtidelighed, gode grin, fleksibilitet og energi. Nydning til vores kursister og fod i hose med TechCares værdier. 

www.trinity.dk