Zoneklassifikation

En (vigtig) del af en virksomheds ATEX-APV er den konkrete klassifikation af zonerne omkring de berørte arbejdsområder/processer. Dette uanset om den eksplosionsfarlige atmosfære skyldes gasser, støv eller brændbare væsker.



Det er zoneklassifikationen, der afgør de særlige forholdsregler, der er til adfærd, indretning, arbejdsprocesser og udstyr i den enkelte zone.

Zoneklassifikationen for områder med gas og brændbare væsker  er såvel retorisk som praktisk forskellige fra zoneklassifikation for områder med støv (Se zonebeskrivelserne nederst på siden).  

Zoneklassifikation indeholder følgende:

  • identifikation af typen af eksplosive stoffer, der anvendes i arbejdsprocessen
  • vurdering af mængden af eksplosive stoffer, der anvendes i arbejdsprocessen
  • arbejdsprocedurerne og potientielle udslipskilder, udslipssted og udslipsgrad
  • ventilationsforhold og rengøring
  • sandsynligheden for farlig eksplosiv atmosfære 
  • adgangsforhold.


På den baggrund identificeres:

  • zonetyper og den enkelte zones fysiske udstrækning.

 

Zonebeskrivelserne:

Zone 0
Område, hvor der uafbrudt eller i lange perioder eller ofte forekommer eksplosiv atmosfære bestående af en blanding af brændbare stoffer i form af gas, dampe eller tåge med luft.

Zone 1
Område, hvor det kan forventes, at der ved normal drift lejlighedsvis forekommer eksplosiv atmosfære bestående af en blanding af brændbare stoffer i form af gas, dampe eller tåge med luft.

Zone 2
Område, hvor det ikke forventes, at der ved normal drift forekommer eksplosiv atmosfære bestående af en blanding af brændbare stoffer i form af gas, dampe eller tåge med luft, eller hvis dette sker, da kun i korte perioder.

Zone 20
Område, hvor der uafbrudt eller i lange perioder eller ofte forekommer eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft.

Zone 21
Område, hvor det kan forventes, at der ved normal drift lejlighedsvis forekommer eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft.

Zone 22
Område, hvor det ikke forventes, at der ved drift forekommer eksplosiv atmosfære i form af en sky af brændbart støv i luft, eller hvor forekomsten, hvis det sker, kun er af kort varighed.

Bemærk: Når eksplosionsfaren skyldes støv gælder det også, at aflejringer, ophobninger og bunker af brændbart støv behandles som enhver anden kilde, der kan skabe en eksplosiv atmosfære.

--------------------